Mogens Tuesens Boder

Mogens Tuesens Boder
31/7 2003 kl. 8.37, © pelo

Sct. Peders Kirkeplads 10-12, er det største af de tre huse, med syv boder, 36 m langt og med større bredde end de to andre. Det er også det yngste, bygget kort før 1484 af borgmester Mogens Tuesen.

Han forærede 1484, kort efter opførelsen, ved et gavebrev der endnu er bevaret, huset til Sct. Peders Kirke der til gengæld skulle afholde daglige, nøje specificerede tidebønner for ham og hans familie. Det blev en god forretning for kirken, ved reformationen bortfaldt alle tidebønner. Kirken skaffede sig stadig indtægter ved at udleje de syv boliger, men gik efterhånden over til mest at bruge dem som embeds­boliger. 1736-66 solgte kirken dem successivt i nummer­orden fra højre til venstre.

boderne 4-7

(de 4 nærmeste), 1600-1602 ombygget til 3 lejligheder, blev stillet til rådighed for latin­skolens lærere og rektor indtil skolens lukning 1739. Rektor Gams enke boede her stadig 1761. På auktion 17/12 1766 solgte Sct. Peders Kirke dem som én samlet ejendom til regiments­kvarter­mester, senere amtmand og justitsråd Esaias Fleischer der udvidede den mod gården (nedenfor): Esaias Fleischers Gaard. 1781 solgte han den til Sct. Peders sognepræst Bendix Holm der stadig ejede den 1801 og også boede her. Omkr. 1817 ejede pastor Faber den, o. 1817-34 han enke der også boede her.

Pastor Edv. West ejede og boede i gården 1853-59. West flyttede fra Næstved 1858 og solgte gården her til kammerjunker, ritmester Clauson von Kaas. Han boede her -1866, da han blev forflyttet til Vordingborg. Den nu ledige lejlighed blev annonceret: 8 større og mindre Værelser, Kjøkken, Spise­kammer m.m., med Udgang til Vadsker­kjøkken, Rulle­stue og Have ... Vogn­remise, Stald til 3 Hester, Fourage­loft samt Andeel i et Karle­kammer erholdes for 15 Rd. halv­aarlig (NA 28/7). Told­forvalter 1862-78, baron C. Løvenskjold ejede og boede i gården o. 1867-70 med hustru, stu­epige og kokke­pige. Hans familie solgte 1874 til gods­forvalter J.E. Schmidt paa Tybjerg­gaard der nød sit otium her indtil mindst 1890 og stadig ejede gården - død 1895.

Til gården hørte jævnt hen forpagtning af Fisker­holmen, en lille ø der lå midt i Suså ca. ud for gårdens bagside og var ejet af Næstved Kommune.

Lejere i forhuset var også stands­personer, fx. 1878-80 korps- og sygehuslæge Lorentz Lorck tilflyttet fra Købmager­gade 9, fraflyttet til Ringsted­gade 26; i baghuset skiftende hånd­værkere. I 2 kortere perioder var her restaurant:

1895 solgte Schmidts dødsbo gården til snedker­mester Fr. Ypkendanz der straks ombyggede forhuset til ukendelighed: Kirkepladsen 12 (nedenfor).

bod 3

bevarede som den eneste sin oprindelige fladbuede dør i spidsbue­spejl (nedenfor). Den var bolig for klokkeren fra senest 1579 indtil klokker­embedet blev nedlagt 1795. 1754 afhændede kirken den til klokker Mogens Christian Ascanius. Charlotte Kirstine Olsen boede her o. 1834-60, 1855 med plejedatter og tjenestepige; hun var enke efter Jacob Bentzen, Næstveds postmester 1813 - død 1830.

bod 1-2

(bagest, t.h.) blev ca. 1640 slået sammen til én lejlighed der fra da til ca. 1715 var organist­bolig. 1736 solgte kirken den. Skiftende ejere brugte den mest til udlejning. Væver­mester Schock eller Skok, 2 generationer, boede her o. 1801-34. Læge Carl Schou boede her o. 1840-50, 1845 med kone, to børn og en tjeneste­pige; hans enke boede her 1855.

Efter nogen vaklen blev boderne 1-3 til Kirkepladsen 10.

restaureringen

af bod 1-3, gennemført 1975-78 ved arkitekt Jens Vestergaard Jensen, var kontroversiel fordi den var dyr og ofrede en malerisk helhed. Endnu mere omdiskuteret var og er rekonstruktionen af bod 4-7, endeligt besluttet 1979 og gennemført 1982-84 ved arkitekterne Knud Toftvad, Leif Topsøe-Jensen og Jens Christian Varming. Det meste af ydermurene måtte nybygges, også på bekostning af autentiske spor i murværket. Der anvendtes håndstrøgne munkesten fra Bygholm Teglværk ved Horsens, stykpris 17 kr. Skønt den samlede restaurering bygger på ganske sikre spor, vurderes den forskelligt. Arkt. Hans Henrik Engqvist skriver: (man) besluttede sig til at vove forsøget - og dette var utvivlsomt rigtigt, mens Topsøe-Jensen selv konkluderer: Havde man vidst dette fra starten, er det tvivlsomt om denne tilbage­føring, som medførte nybygning af så store partier, var blevet fastholdt. (Boderne i Næstved, udg. af Næstved Kommune, Miljø­ministeriet og Plan­styrelsen 1988).

Mogens Tuesen

var en stor mand i Næstved. Vi kender ham allerede fra 1461 da han som borgmester beseglede et dokument. Det gjorde han flere gange de flg. år sammen med både adelige, gejstlige, sin med­borgmester og rådmænd i byen. Han var også kirkeværge ved Sct. Peder. Han må have været velhavende. De kostbare stenboder var en stor investering, han ejede også andre huse i byen. Men med gaven 1484 der også omfattede en badstue ved Suså, vekslede han den faste husleje­indtægt til faste tidebønner for sin og familiens salighed. Fire år senere, 1488, betænkte han igen kirken, denne gang sammen med 3 andre, nu med klokken Vitt eller Vitus.

Mogens Tuesen bekymrede sig åbenbart for sin frelse. Med god grund hvis vi skal tro et manuskript fra Skov­kloster der ved hans død 1493 noterer:

Samme år døde en vis borgmester ved navn Mogens Tuesen en ynkelig død af fylderi og uden sakramenter og opgav ånden under et bræknings­anfald. Han var en lang tid en fjende af dette kloster - det tilgive ham den almægtige Gud - men fortrød det til sidst og forbedrede sig. (cit. ovenf. anf. værk)

Hvorfor denne voldsomme modsætning til en mand der skænkede kirken så store værdier? Vi ved det ikke. Konflikt mellem klostret og Næstveds borgmestre var ikke usædvanlig, om brugsret til Rådmands­engen og om Maglemølles forretnings­betingelser, begge ejet af klostret. Skovkloster ejede Sct. Peders Kirke, modtageren af Mogens Tuesens rige gaver. Gavebrevet var udtrykkelig stilet til Sct. Peders Kirke, ikke til dens ejer Skovkloster.

Mogens Tuesens Boder 1963
1963, foto arkitekt Jens Vestergaard Jensen

Mogens Tuesens boder 1895-1982

set i retning modsat ovenfor, flankeret af Skolen på Kirkepladen (de 2 gavle i baggrunden t.v.) og Henrik Gotschalks Boder (delvis i forgrunden t.h.)

1895 købte snedker­mester Fr. Ypkendanz* der også var ejendoms­investor, bod 4-7 af gods­forvalter Schmidts dødsbo. Samme år (tilladelse 18/6) eller kort efter ændrede og forhøjede han facaden mod Kirke­pladsen. Resultat blev huset t.v., Kirke­pladsen 12, med mørk stænk­pudset facade. Det rummede 2 store lejlig­heder, 1 på hver etage. 1898 solgte Ypkendanz huset til grosserer Martin Frederik Olivarius der selv boede her 1901. Han solgte det 1905 til Næstved Kommune, der havde planer om at udvide skolen ved siden af, men det blev aldrig til noget. Da kultus­ministeriet 1924 fredede gården i klasse B, reagerede byrådet først med vantro - det måtte være en fejl - så med forsøg på at få fredningen omstødt.

Lejere:

1979 flyttede Kunst­foreningen hertil fra Grønnegade, 1980 flyttede den til Den Gamle Borgmester­gård. 1982 blev huset skrællet ned og ind til sin middelalder­kerne.

Midt i billedet bod 1-3, senere Kirke­pladsen 10. Huset har (bagest) den eneste bevarede fladbuede dør i spidsbue­spejl men ingen middel­alderlige vinduer. Helt t.h. Henrik Gotschalks Boder (1 side frem).

bod 3 og 4

Mogens Tuesens Boder
9/7 2002 kl. 8.27, © pelo

boder nr. 4 (t.v.) og 3 (t.h.) - nummerering fra vest (h.) mod øst (v.)

De syv boder var ens. Hver har et indvendigt areal på ca. 27 m², efter alt at dømme fordelt på forstue (3 m²) og kammer (6 m²) mod nord, de to vinduer hørte til kammeret, og stue (18 m²) mod syd, desuden kælder med samme areal, loft med kvist og måske endnu et loft under tagryggen. Hver bod havde ildsted, måske også kakkelovn. Skorstenen førte røgen op øverst under taget, hvor den selv fandt ud mellem tagstene.

De ret små kviste er ikke medtaget ved restaureringen da der har været tvivl om de var oprindelige. Overgangen mellem de to faser af restaureringen kan anes. Under restaureringen sænkede man brolægningen ca 10 cm. Alligevel var det opr. niveau 30-35 cm lavere, så at facaderne opr. fremtrådte højere end nu.

bod 3

Mogens Tuesens Boder
9/7 2002 kl. 8.21, © pelo

Trappefrisen øverst er oprindelig, ligeledes rude­mønstret i murværket under vinduerne, opbygget ved udnyttelse af de mørkbrændte kopper (bindere), der var en naturlig del af datidens teglproduktion.

Fladbuedøren i spisbue­spejl er kun fuldt bevaret her i bod 3, i de andre rekonstrueret efter denne og sikre spor. Puds og kalkning i spidsbue­spejl og trappefrise er rekonstrueret efter sikre spor, det samme gælder vinduerne.

facade mod sydvest

Mogens Tuesens Boder
25/3 2007 kl. 16.52, © pelo

Bod 1 (nærmest, t.v.): Op i 1700-tallet var organist­boligens fremskudte hjørne mod sydvest skredet så meget ud, at det måtte nyopmures. Samtidig fik den store, moderne vinduer. Dem lod man være under restaureringen 1975-78, sikkert under indtryk af kritikken mod den konsekvente tilbageførelse.

Den brede kvist i bindingsværk er påbygget af klokker Mogens Christian Ascanius mellem 1754 og 1761.

Mogens Tuesens Boder
25/3 2007 kl. 16.51, © pelo

I murværket mellem bod 3 og 4 anes overgangen mellem de 2 restaureringer, hhv. 1975-78 og 1982-84. Det er tydeligere tættere på (nedenfor).

Bod 6-7 (de to sidste t.h.): Facaden her har været delvis skjult af et stort grundmuret sidehus. Det går tilbage til regiments­kvarter­mester Fleischer, der 1766 købte bod 4-7 af Sct. Peders Kirke og udvidede den til "Esaias Fleischers Gård". Det blev udbygget kort før 1837 og først nedrevet 1969.

Mogens Tuesens Boder
27/8 2001 kl. 13.48, © pelo

bod 2

Fra den sydvendte stue, der set fra Kirke­pladsen lå i stueetagen, men fra denne side på 1. sal, førte døren ud til en svale, hvorfra en trappe førte ned til grunden foran døren til underetagen, der til denne side ikke længere er kælder. Svale med trappe var overdækket, formentlig med tegl som en direkte fort­sættelse af tagfladen.

bod 3-4

Mogens Tuesens Boder
16/6 2002 kl. 15.40, © pelo

to fag af bod nr. 2, bod nr. 3 og 4

1754 købt klokkeren Mogens Christian Ascanius sin embeds­bolig, bod 3. Han renoverede den og påbyggede den brede bindingsværks­kvist, som man under restaureringen lod blive. I murværket mellem bod 3 og 4 anes overgangen mellem de 2 restaureringer, hhv. 1975-78 og 1982-84.

Boderne 4-7 var også til denne side blevet forhøjet med en etage i 1830'erne, ved restaureringen måtte murværket vidtgående fornys. I overetagen er døre og vinduer rekonstrueret efter sikre spor, åbenbart ikke sikrere, end at de to restaurerings­faser har tilladt to udformninger, især af vinduerne. I underetagen er lys- og luft­åbningerne rekonstrueret efter sikre spor, de fladbuede døre var bevaret i opr. skikkelse.

27/6 2018
12: 299, gl. 210
10: 300, gl. 209, 301, gl. 208