© Peter Loumann. Kontakt mig hvis du vil bruge et eller flere af mine fotos.
Herlufsholm Alle 170
www.herlufsholm.dk
Herlufsholm er et gods, en kostskole, et alm. gymnasium og en kirke. Kernen er et kloster fra 1135. Dets middelalderlige bygninger stod ret velbevarede indtil 1819. Desværre "restaurerede" man dem til ukendelighed 1819-23 og 1868-70. Alligevel er Herlufsholm et yndet udflugtsmål med sin dejlige beliggenhed ned til Suså, i en åben park omkranset af skov. Der er et par kilometer herud fra bymidten, til fods gennem skoven eller med kano ad Suså.
Peder Bodilsen grundlagde med gavebrev 1135, der lidt ufortjent har givet ham æren for Næstveds grundlæggelse, et benediktinerkloster her. Han skænkede det meget gods og Sct. Peders Kirke inde i Næstved. Kong Erik Lam gav yderlige dette Sct. Peders Kloster store rettigheder over byen, som det beholdt middelalderen igennem, og som det endnu genspejles i Næstveds byvåben.
Man har tidligere ment, at klostret først lå inde i i byen, i direkte tilknytning til Sct. Peders Kirke, men det anses nu for overvejende sandsynligt, at det fra begyndelsen har ligget her. Efterhånden kaldtes det også Skovkloster, dokumenteret første gang 1363.
Ved reformationen 1536 tilfaldt alt kirkegods kongen. Forløbet var her som mange steder lempeligt: 1555 til sin død 1559 var den sidste abbed også kongelig lensmand her, ved hans død overførtes de sidste munke til Sorø og Antvorskov.
1560 mageskiftede (byttede) Frederik 2. Skovkloster sammen med bl.a. Maglemølle til rigsråd og admiral Herluf Trolle (d. 1565) og hustru Birgitte Gøye (d. 1574), der kaldte det Herlufsholm. Selv barnløse gjorde de ved fundats 1565 godset til skole for "adelige og andre ærlige mænds børn". Det har Herlufsholm været siden.