Næstveds historie og topografi

Næstved er i de fleste henseender en typisk middel­stor provinsby: I århundreder en teglhængt landsby, priviligeret til at brænde brændevin. I nutiden: Et halvt hundrede tusind ind­byggere, banegård, havn, bibliotek, torv, to middelalder­kirker, kloster­kirke og et par nyere, to gymnasier, teknisk skole, handels­skole, AMU-center og sygepleje­skole men ingen højere lære­anstalter.

Men byen har også sit særpræg. Det er vidt­gående bestemt af Susåen, Sandbjerget, Skovkloster, soldater og sanering.

Beliggenheden mellem Susåen i sydvest og Sand­bjerget i nordøst giver niveau­forskelle og stejle gader. Den giver også grønne områder tæt på bymidten. I nordvest trak Skov­klosters, det senere Herlufs­holms jorder grænsen for køb­staden der hvor nu Center­ring Rådmands­haven løber.

Suså

var livsnerven. I middel­alderen gav den glimrende besejlings­forhold kom­bineret med beskyttet beliggenhed indenskærs. Handelen blomstrede i nært samarbejde med de nordtyske hanse­stæder. Iflg. udskriv­ningen til borger­væbninger var Næstved i 1490 landets tredje­største by, kun overgået af Malmø og København, iflg. byskatte­satser i 1500-tallet lå den i toppen sammen med Malmø og Odense. Indtil 1555 var dens told­indtægter tredje­højest på Sjælland, overgået af Helsingør og København. Næstveds stærke stilling i middel­alderen ses i dag af ganske mange bevarede middel­alderhuse, ikke kun de tre kirker, hvoraf Sct. Peder udmærker sig med sit fornemme kor, men også Helligånds­huset, Boderne, Kompagni­huset, byens første rådhus og Apostel­huset.

Men Suså blev også brugt til affald og mudrede til, samtidig med at skibene blev større og stak dybere. Reformations­tidens opgør med hanse­stæderne ramte Næstved-købmændenes partnere. Næstved gik langsom i stå. Endnu o. 1600 vidner nogle bevarede gårde om velstand: Ridder­huset, Oberst Schwanes gård og det nu svært gen­kendelige Ridder­gade 6.

Det endelige knæk kom med svenske­krigene o. 1660. I 1728 var kun ét skib hjemme­hørende i byen, i 1769 ingen. I 1824 var indbygger­tallet faldet til kun 1600. Allige­vel er der bevaret nogle få huse fra den periode, beskedne, men af kvalitet: Wulfs gård, nu Axelhus, Brygger­gården, Ridder­gade 7; dertil et par større bindingsværks­gårde: Apoteker­gården og Den Gamle Borgmester­gård. Den lange stagnations­periode betyder, at Næstved i dag har en forholds­vis lille bymidte.

Redningen kom fra oplandets stor­landbrug. Lensgreve Christian C.S. Danneskiold-Samsøe til Næsbyholm blev grebet af tidens europæiske kanal­byggeri. Han ville gerne eksportere træ fra sine skove, især brænde til det voksende København. 1810-12 lod han Suså mellem Tystrup-Bavelse-søerne og Næstved uddybe og udrette til Den danneskioldske Kanal. Den skulle tage pramme der rummede 20 favne træ der så skulle udskibes fra Næstveds ladeplads Karrebæks­minde. Men dér var besejlings­forholdene elendige. Mindegabet, ind­sejlingen mellem Enø og Longshave (en halvø på Sjællands­siden), var under permanent tilsanding, på havsiden havde man bygget brokar ud i vandet til de større dybder, men skibe måtte ofte losse og laste til pramme i åben sø. En kreds af købmænd arbejdede i forvejen på at forbedre disse forhold. Man ville forsætte kanal­byggeriet ved at grave en dybere kanal gennem Longshave. Den ejedes af Carl von Scheel Plessen til Saltø. Det lykkedes køb­staden at opnå arvefæste til arealerne, og 1812-14 fuldførtes projektet, der også omfattede et havne­anlæg mod Små­landshavet. Frederik 6.s reskript af 31/10 1837 tillod købmændene fra Næstved at bygge magasiner i det nye Karrebæks­minde, oplægge varer der og sælge dem en gros.

Der kom da også god gang i udskibningen af træ, Danneskiold-Samsøes og andres. Men også på anden måde løstes havne­problemet på et heldigt tidspunkt. Næstved var klar til kornsalgs­tiden, der satte ind ved midten af 1830'erne. Byen er omgivet af fede jorder, drevet af overskuds­producerende, markeds­orienterede stor­godser. En del kunne endda prammes til byen ad Susåen. Nu kom frem­gangen for alvor. Om den vidner de store købmands­gårde og pakhuse i byen, Wittusens, Det Røde Pakhus, Det Gule Pakhus, og også i Karrebæks­minde fra 1840. Indbygger­tallet voksede igen, Næstved fik igen en, nu ganske vist beskeden, egen handels­flåde. 1867 åbnede DFDS en dampskibs­rute København - Stege - Vording­borg - Karrebæks­minde.

Også den begyndende industri fik glæde af denne første kanal: Hermansens Jern­støberi fra 1846/47, fra 1906 De forenede Jern­støberier A/S (DEFOR eller DFJ); Maglemølle Papir­fabrik fra 1872/75, fra 1899 De forenede Papir­fabrikker, med egne kaj- og kran­anlæg ved Suså oven for Store Bro, nu Rådmands­haven; C.H. Knudsens tobaksfabrik på Axeltorv. Et par tekstil­fabrikker og farverier i Farver­gade udnyttede mere direkte Susåens vand på en måde, miljø­styrelsen ikke ville bifalde i dag. Fra o. 1875 blev korn­eksport en dårlig forret­ning, landbruget omlagde til mere forædlede produkter, især animalske. Også her var Næstved med: Bryggeriet Føniks fra 1889; Svine­slagteriet fra 1896, fra 1899 Koopmanns Svine­slagteri, på Oscarsvej; Næstved Kvægtorv og Offentlige Slagtehuse A/S fra 1923.

Den tids industri­virksomheder lå med deres damp­maskiner i eller nær bymidten. De fleste eksisterer ikke mere, ikke engang husene. Hermansens Jern­støberis bygninger blev revet ned 1991-92 og erstattet af et super­marked med bibliotek 2004. Den gamle Maglemølle Papir­fabrik blev nedrevet 1980-81 for at give plads til kommunens nye administrations­bygning, kajen og et par krananlæg langs Suså står tilbage. Bryggeriet Føniks lukkede 1954/55 og er nu stærkt ombygget. Svine­slagteriet bag det blev lukket i 1967 og nedrevet kort efter, på grunden står der nu rækkehuse. Kvæg­­torvet blev lukket i 1976, bygningen, der opr. var militær, bruges til blandet erhverv, slagteri­båsene er revet ned og erstattet af en parkerings­plads.

Men havnen i Karrebæks­minde var ikke den endelige løsning. Dér skulle varerne omlades og prammes til og fra byen, ca. 10 km. Det foregik mest ved håndkraft, stagning, i fladbundede pramme, dybden var kun 4 fod (ca. 1½ m). 1857-60 lod kommunen sejlløbet opmudre til 7½ fods dybde (ca. 2½ m) og anlagde en træksti fra Appenæs til Næstved. Omkr. 1870 tilbød en privat­mand slæbning af pramme med dampbåden "Hekla". 1891 overtog kommunen flåden af pramme og anskaffede bugser­damperen "Susaa". Den kunne lægge skorstenen ned og således passere under Store Bro for at betjene Maglemølle Papir­fabrik.

1935-38 imødegik byen den store arbejds­løshed og løste havne­problemet i ét hug med anlæggelsen af Næstved Havn. Susåen fra byen til fjorden erstattedes af en dyb, lige kanal. Det gav muligheder for en ny tids industri, symboliseret ved Nordisk Ventilator (Novenco).

Sandbjerget

er den nordvestligste udløber af den vældige Mogenstrup Ås. Dets yderste knold bebyggedes gradvis af Grønne­gades Kaserne i løbet af 1800-tallet, sluttende med den nu nedrevne Høje Kaserne 1911. Ellers var det jernbanens ankomst i 1870, der endelig fik næstvederne til at grave sig genem sandet: Jernbane­gade 1870, Teater­gade ca. 1900, Østre Ringvej 1938-41, Farimags­vej 1967. Dermed var der også åbnet for bebyggelse, markant er Amts­gården fra 1888. Munkebakken mellem Teater­gade og Farimags­vej ind­rettedes til park med frilufts­teater i 1935 ved byens 800-års jubilæum. Neden for den, over for det nye rådhus, fik Sand­bjerget, eller myten om det, sin egen skulptur.

Skovkloster

29/11 1135 nævnes Næstved første gang i en over­leveret skriftlig kilde. Det er et gavebrev udstedt af Roskildes biskop Eskil, og samtidig stiftelses­dokument for benediktiner­klostret Næstved Sct. Peders Kloster, senere Skov­kloster, senere Herlufs­holm. Giverne er først og fremmest den fornemme fru Bodil og hendes 3 sønner Peder, Hemming og Jørgen. De skænker til oprettelse af klostret store ejendomme i Syd­sjælland, på Møn og på Falster, bl.a. Sct. Peders Kirke i Næstved. Bodil selv giver desuden halvdelen af Lille Næstved, 1 1/4 bol i Store Næstved, halvdelen af skoven Ladby Ore og hendes mølle i Næstved. Sønnerne giver diverse strøgods, Peder Bodilsen som den ældste giver mest. Biskop Eskild supplerer ved at skænke bispe­tienden af Sct. Peders Kirke og adskillige andre kirker og besiddelser. Bodil og hendes sønner grundlagde ikke Næstved. De grundlagde klostret. Gave­brevet dokumenterer at Næstved allerede fandtes, med mindst en kirke, en mølle og adskilligt gods.

Bodil og hendes sønner var nært knyttet til kongerne Erik Emune og Erik Lam. 1140, kun 5 år senere, supplerede sidst­nævnte med en mindst lige så generøs gave: midsommer­gælden (den kgl. ejendoms­skat) af Næstveds bygrunde, torve­afgifterne af Næstveds torv, 3-marks-bøder og 40-marks bøder af Næstveds byting og ledings­frihed. Især de to sidste privilegier er bemærkelses­værdige. Eneste mod­ydelse var fri overfart for kongen og hans følge til Lolland og Falster. Privilegierne dokumenterer Næstved som handels­plads, retskreds og havn. Derudover rejser de nogle spørgsmål:

Var Næstved dermed Skovklosters, ikke kongens, by indtil reformationen 1536? Rasmus Nielsen (1925) svarede éntydigt ja - alle der har ment noget andet, tager fejl. Troels Dahlerup (1989) svarer nej: "i løbet af 1420'erne ser vi, at abbedens over­herredømme afskaffes [...] køb­stadens rets­stilling var den samme som landets øvrige byers". Palle Birk Hansen tilslutter sig snarest det sidste standpunkt, med en modifikation:

Lille Næstved, på nordvest­siden af Suså var det meste af middel­alderen en del af købstaden, hvis vestlige indgang var en hypotetisk Vesterport i Lille Næstved. Først op mod 1500 udskiltes Lille Næstved som abbedens landsby, og kongens købstad fik byport ved Store Bro.

Hvornår blev Næstved købstad? Før 1274. Men spørgsmålet er måske mindre relevant på grund af byens sær­stilling. Fra senest 1280 havde byen sit eget segl og våben­skjold hvis udformning afspejler tilhøret til klostret og senere også til kongen.

Byens holdning til klostrets herredømme har sikkert været dobbelt. På den ene side var der konflikt­muligheder i massevis, se f.eks. borg­mester Mogens Tuesens relation til Skov­kloster i slutningen af 1400-tallet. På den anden side var man hin­andens største kunde. Det har nok været ønskeligt at kunne spille kloster og konge ud mod hinanden.

soldater

Næstved har aldrig været befæstet. Godt nok omtales 1344-45, under Valdemar Atterdag, et fæstnings­værk, Hus­volden, men den har hidtil været anset for kortlivet. Ved års­skiftet 2005-06 blev dens jordiske rester efter alt at dømme identificeret, under Vordingborg­vej og Platan Allé, hvor der nu står ældre­boliger

Enevælden fra 1660 indførte en stående hær med faste garnisoner. Næstved var med korte afbrydelser garnisonsby 1684-2002. Ca. 1700 - 1923 og igen 1940 - 2002 var det især rytteri. I de første mange år brugte man privat ind­kvartering. Borgernes holdning var igen dobbelt: De klagede evinde­ligt over byrden med ind­kvartering af ryttere og især deres heste. Og de tjente penge på ind­kvartering og på leverancer.

Siden kom mange militære bygninger, især den store Grønne­gades Kaserne, etableret 1799-1911, 1978 overtaget af kommunen og nu kultur­center. Omliggende bygninger, Kvægtorvet og Militær­hospitalet, bruges nu til andre formål. Der suppleredes i en årrække indtil 1923 med private kaserner. 1938-40 opførtes Gardehusar­kasernen øst for byen. Den er nu også overtaget af kommunen.

sanering

er gået hårdt ud over Næstved. Det faste eksempel er Gøyernes Gård, oprindelig en adelsgård fra 1500-tallet, efterhånden stærkt ombygget og forfalden, nedrevet 1956. En længe er genopført i Den Gamle By i Århus. Også nedrivningen af Sanders, senere Wilh. Smiths, købmandsgård i begyndelsen af 1970'erne til fordel for forretnings­komplekset Nørreport kan beklages.

Den ret hårdhændede fremfærd har givet Næstveds gader et uensartet præg: nyt og gammelt, højt og lavt side om side. Indtrykket er efter smag rodet eller varieret. Men der er masser af huse af høj kvalitet, både nye og gamle.

byens undergang

I 1990'erne gik Næstved under 4 gange:

Forbavsende nok er Næstved stadig i fin form.

diverse materiale

udvalgte tekster

11/8 2017