Borgmesteren:

Vi er ikke vandaler

H. Andersen i byrådet: En gammel, grim og beskidt lade

Borgmester A.M. Kristensen i byrådet: Alle bebrejdelser for vandalisme er fuldstændig grundløse

1924 tilbyder konsul Julius Nandrup både staten og Næstved Kommune at købe Kompagni­huset som senest købmand Vald. Huus, Nandrups efterfølger i grovvare­handel, har brugt til oplagring. Huset er belagt med frednings­servitut.

Et ministerielt besøg

I sommeren 1924 besøger borg­mesterens partifælle, undervisnings- og kultus­minister Nina Bang, Næstved og beser Kompagni­huset. Borg­mester A.M. Kristensen meddeler hende at at byrådet vist nærmest er stemt for at rive bygningen ned for at få plads til en udvidelse af gaden. På byråds­mødet 22. juli foreligger et forslag fra Statens særlige Bygningssyn om, at staten erhverver Mønter­gården, sammen med en fore­spørgsel fra Kultus­ministeriet. Borg­mesteren får enstemmig opbakning. Efter­følgende tilbyder kommunen Nandrup at købe huset under den forudsætning at fredningen hæves, og fraråder samtidig staten at købe huset fordi det er så forfaldent at en istand­sættelse vil koste mindst 50.000. Uden at have slutseddel vedtager byrådet at sælge huset til nedrivning.

Staten køber Møntergården

Foreningen til gamle Bygningers Bevaring sender dr.phil. Vilh. Lorenzen og en anden bygnings­sagkyndig til Næstved for besigtigelse. De findet at huset er absolut bevarings­værdigt, at fredningen ikke bør hæves, og at huset meget let kan istand­sættes. I august-september 1924 køber foreningen i samarbejde med Statens særlige Bygningssyn huset for 8.000 kr. med støtte fra Ny Carlsberg­fonden og erklærer at de straks til foråret vil gå i gang med istand­sættelsen der kan klares for 10.000 kr. De ansætter den lokale arktitekt Tidemand-Dal til ogaven.

Byrådet giver ikke op

Arkitekten forsøger et kompromis: Fæhuset kan nedrives til fordel for en trafik­regulering. Det bliver heldigvis ikke til noget. På sit møde 22. sep. 1924 afviser byrådet enstemmigt: Det er kun interesseret i at hele Kompagni­huset fjernes og giver plads for gade­regulering og bedre trafik til havnen. H. Andersen i byrådet: Jeg tvivler om, at den bygning nogensinde kan blive smuk. Den vil sikkert vedblive at være en gammel, grim og beskidt lade. Kommunal­politikerne mobiliserer vox populi: På mødet 27. okt. foreligger et andragende fra grundejere og beboere i Kompagni­stræde om at Mønter­gården kan blive fjernet. Byrådet vedtager enstemmigt at videresende det til Kultus­ministeriet sammen med et fornyet ønske om at fredningen hæves. I byrådets møde 22. dec. 1924 foreligger misteriets svar: Byrådet henvises til forhandling med ejeren, Foreningen til gamle Bygningers Bevaring. Bilagt er en erklæring fra Statens særlige Bygningssyn: Det ville være i højeste grad beklageligt, om en sådan nedrivning fandt sted. Som landets eneste bevarede middel­alderlige kompagnihus har det så stor historisk værdi, at det i vort på profan middel­alderlig arkitektur så fattige land afgjort ville være en kultur­forringelse, om det blev nedrevet.

I samme møde vedtager byrådet så at give Foreningen til gamle Bygningers Bevaring et fornyet købstilbud. På byrådsmødet 9. feb. 1925 foreligger foreningens imøde­kommende svar - under forudsætning af, at ejendommen bliver behæftet med en fuldt ud betryggende frednings­deklaration. Efter fornyede under­søgelser bl.a. ved kgl. bygnings­inspektør Kristoffer Varming fastholder foreningen bevaring og istand­sættelse der iflg. dr.phil. Vilh. Lorenzen kan ske uden statsmidler idet der er indkommet private tilskud, således 1.000 kr fra papir­fabrikkerne.

Lokalt høres kun få røster for bevaring af huset. På Turist-, Forskønnelses- og Museums­foreningens general­forsamling 29. april 1925 undrer anlægs­gartner Folmer Madsen sig over at foreningen medvirker aktivt til restaurering af Helliggejst, men er tavs om Kompagni­huset. I byrådets junimøde tager borgmester A.M. Kristensen til genmæle: Jeg vil dog gerne betone, at vi ikke, som der er nogen, der mener, er vandaler over for vore gamle bygninger. Det er der i Næstved tilstrækkelige beviser for, og det har vi da også bevist ved at bevilge 20.000 kr. til Helligånds­husets restaurering. Alle bebrejdelser for vandalisme er fuldstændig grundløse, fra hvilken side de end måtte komme.

I august 1925 vedtager byrådet endnu en henvendelse til ministeriet om at få hævet fredningen, denne gang dog kun med 11 stemmer mens 2 undlader at stemme. Forståelsen af at sagen er tabt, er så småt på vej.

I sep. 1924 har byråds­medlem, skrædder­mester Chr. Elbo fremsat den idé at huset kan rykkes tilbage. Den arbejder udvalget for offentlige bygninger videre med, og på byråds­mødet i marts 1925 bliver den vedtaget som alternativ til nedrivning: Byrådet tilbyder at overdrage Foreningen til gamle Bygningers Bevaring en gratis grund, hvor foreningen kan opføre en tro kopi af huset. Alternativt at foreningen overdrager Næstved Kommune ejendommen for anskaffelses­summen til nedrivning; man skal alligevel senere fjerne bygningen af trafikale hensyn. Tilbuddet vedtages med alle stemmer mod Jens Andersen, der alene er imod den gratis grund. Endnu i februar 1926 forsøger byrådet at købe Kompagni­huset.

Politianmeldelse mod arkitekten

Senere på året foreligger arkt. Tidemand-Dals forslag til restaurering, mest akut sikring af den over­hængende sydgavl. 25. aug. 1926 foretager kommunens bygnings­kommission besigtigelse. Næstved Tidende dagen efter:

Bygningskommissionen henviser sagen til politiet. Et flertal mener, at en sikring af gavlen ikke er mulig, og at den frembyder fare for offentlig sikkerhed. Politiet vil antagelig lade bygningen syne af en sagkyndig.

Nu bliver det for meget selv for Næstved Tidende der ellers ikke har støttet bevaring. 27. aug. skriver bladet:

Henvisningen til politiet er ikke blot en under­kendelse af arkitekten, men også af bygnings­inspektørens [Kr. Varmings] forslag.

Tidemand-Dal har bygget alderdoms­hjemmet for Næstved Kommune, nyder her omkring 1926 bred anerkendelse og kommer også senere til at løse store kommunale bygge­opgaver. 7.sept. 1926 svarer han sagligt i Næstved Tidende:

Kan der skaffes penge, vil en stor reparation blive foretaget. Ellers nøjes man med en mindre reparation samt sikrings­arbejdet. Gavlen frembyder ikke nogen som helst fare for nedstyrtning.

Herefter ses byrådet ikke længere at have modarbejdet bevaringen og restaureringen. Men nogen god taber var det ikke.

Restaurering

Tidemand-Dal har i tids­skriftet Byggeforum beskrevet arbejdet:

Ved hjælp af Dunkrafte og Kædetræk blev Vestmuren og en Del af Sydgavlen trukket en Del tilbage, men man maatte rive en Del af Overgavlen ned. Ved Genopførelsen forsynedes Gavlen med Kamtakker, hvilket også skete med Nordgavlen. Vindues­åbningerne blev restaurerede og forsynet med Vinduer i Stedet for Lemme, og Murværket blev renset for Kalkning, saa at det kom til at staa med sin blanke røde Mur ligesom Byens øvrige Middelalder­bygninger.

Det var den tungeste del af restaureringen der først var helt færdig 1930. Vinduer og kamtakker (trappegavle) blev genskabt ret frit. Eksperter er enige om at det oprindelige hus har haft kamtakker, men også at facaderne var overkalkede.

29/8 2007