Sct. Mortensgade 1-5 ca. 1906

Sct. Mortensgade 1-5 ca. 1906
ca. 1906 (ml. 1904 og 08), postkort, ukendt fotograf

T.v. daværende Torvestræde 15 (og Sct. Mortensgade 1) der med skråt hjørne svarede til daværende Torvestræde 10 så at de dannede en harmonisk indgang til Torvestræde.

Sct. Mortensgade 1-3

Snedker Lemvig flyttede senest 1849/50 fra Møllegade 2 til nr. 1 her, o. 1860-80 på kvistetagen, 1860 med kone, tjeneste­pige, 2 svende og 3 lærlinge. Han drev værksted og møbel­udsalg her. Fra 1869 lejede han virksom­heden ud; værkstedet tilhørte o. 1890-1901 snedker­mester Hans Olufsen Søndergaard der 1901 boede i Lemvigs tidligere lejlighed.

Lejerne var mest folk af en vis stand; da korpslæge, senere sygehuschef Lorentz Lorck* 1871 flyttede til Næstved, lejede han sig ind her. Her var privatskole for piger 1855 - mindst 1870, - 1863 ved frk. Wilhelmine Rudolph, derefter frk. Louise Obel.

de 2 tidligere huse

i bindingsværk:

café

Åbningen af Sydbanen 4/10 1870 blev ikke hilst velkommen af Næstveds forretnings­drivende, men her ligefor Jernbaneveien (t.h.) udløste den foretag­somhed. Maj 1871 åbnede C. Christensen gæstgiveri i huset. 20/10 1874 blev det Conditori og Wiener­bageri, også med butik, i nr. 3

kolonial og kød

I nr. 1 var der købmands­forretning o. 1894-1943

1896/97 etableredes Udsalg af Slagteri­affald hos Emil Jensen. Det udvidede 1898 ind i Laus nabo­ejendom t.v. 1901 omfattede forret­ningen også Nestved ny Pølsefabrik, pølsemager Anders Jensen boede på 2. sal. 1910 blev den del af forret­ningen overtaget af Køge Andels Svine­slagteri Udsalg. Pølsemager Anders Jensen gjorde sig selvstændig henne i nr. 13. Slagteri­udsalget var her til 1950.

modstandsmand og værnemager?

Mogens Søeborg var både konditor og under­officer. Under besættelsen var han ledende i modstands­bevægelsen i Herlufsholm. Alligevel fik moderen i konditoriet trussels­breve og knuste ruder. Det var ikke uproblematisk at være bager og konditor dengang. Det illegale Sjællandske Breve 25/4 1944: Vi ser imidlertid nu her i Næstved, at bagerne synes at have oceaner af varer at sælge til hunnerne. Disse slæber dag ud og dag ind med poser med brød, hele lagkager og bakker med kager samtidig med, at de sidder og delikaterer sig i konditorierne. DET ER MODBYDELIGT AT SE PÅ. [...] Fru Søeborg har skovlet penge ind på tyskerne. Hun har kørt i læssevis af alle mulige kager ud på kasernen, eller tyskerne har selv hentet dem efter forud­bestilling. [...] Efter kl. 16 kan hendes faste kunder hverken få brød eller være i konditoriet, [...]. Husk også, fru Søeborg, at værnemagere dels vil blive straffet, dels vil få formuerne konfiskeret!!! Modstands­bevægelsen truede hende til at lukke forret­ningen nogle dage fra 1/5 1945 og planlagde at sprænge den 4/5 kl. 22. En lignende aktion var blevet gennemført 17/2 mod kollegaen i Grønnegade 5. Men her kom friheds­budskabet den akkurat i forkøbet. (Allan Huglstad: Kiv og krig).

Sct. Mortensgade 5

helt t.h. Byrådet 9/10 1884: Forholdene i Enkefru Langes Eiendom ere saa slette, at de ikke bør taales, da de kunne være Arnested for en Epidemi ... Det vedtoges at tilstille Sundheds­kommissionen Sagen til videre Foran­staltning (NT 11/10). 1898/99 lod pantelåner Eriksen arkitekt Chr.P. Jespersen bygge nyt sidehus og retirade i grundmur. 1932 lod enkefru Claudi Hansen arkitekt Urban Hansen-Reistrup sætte en taskekvist på, over næsten hele facaden, med altan i midten. Altanen forsvandt engang efter 1985.

Nedrivningsplaner mobiliserede bevarings­folk pga. det maleriske gårdmiljø med toppede brosten og forfaldne side- og baghuse, noteret med høj bevarings­værdi i Kommuneatlas Næstved (1991). Nedrivningen gennemførtes 1999.

Her var sadelmageri o. 1827-80

Her var privat pigeskole

Undervisningen er vel foregået i et side- eller baghus.

Også her, skraas for Jærnbane­gade, skabte jernbanens åbning 4/10 1870 foretag­somhed. 25/11 annoncerede værtshus­holder Chr. Jensen: Aftrædelses­værelse og Logi! i Forbindelse med min Beværtning i Sadelmager Langes Gaard i Gaasegade [...] tilbyder jeg et smukt tapetseret, meubleret og opvarmet Værelse til midler­tidigt frit Ophold for Reisende, som ankomme eller afgaae med Jernbane­togene. Om ønskes kan tillige Logi erholdes. Det har nok ikke været nogen god forretning, 1873 skiftede Jensen profession og blev urmager; han var her stadig 1880.

Øl- og detailhandler Christoffer Madsen* var her 1883-93, tilflyttet fra Krumport 1, fraflyttet til hjørnet Ramsherred Grønnegade. Det var hans tapperi der forårsagede sundheds­problemer. 1890 boede han her med familie, pige, karl og ølkusk.

1895 - død 1909 drev pantelåner Chr. Eriksen* forret­ning med herre­beklædning og trikotage, men også ure og møbler. Han boede i forhuset med kone og tjeneste­pige. Eriksens enke lukkede forret­ningen med udgangen af 1909 og solgte gården til billed­hugger Valdemar Handberg* der vist aldrig boede her.

Han solgte 1912 gården til farvehandler Claudi Hansen der brugte den til udlejning. Enkefru Regine Claudi Hansen arvede den 1924 og boede her senest 1929 - død 1854, vel tilflyttet fra Ramsherred 31.

Forretninger:

Bagude boede Frelsens Hær til leje fra senest 1904 til den flyttede i eget hus 1918. I øvrigt var der skiftende håndværk, bl.a.:

-----

Petersens kanoner

Mindestenen over de faldne i de 2 slesvigske krige blev rejst af De danske Forsvars­brødre for Næstved og Omegn 14/4 1904, forsvars­brødrenes 25-års-dag. Den var en smuk gestus som næppe nogen kunne tage anstød af - den står da også endnu, flyttet til den anden side af kirken. Men flankeringen af 4 potent opret­stående kanoner gjorde mindes­mærket til en militær­politisk manifestation, bl.a. finansieret af en indsamling foranstaltet af Næstved Tidende hvis udgiver og redaktør Regnar Petersen* var formand for Forsvars­brødrene. Sydsjællands Social-Demokrat 4/5: Hr. Regnar Petersens Kanoner ved Forsvars­brødrenes Mindesten er nu stablet op paa Enden, saaledes at Mundingerne vender lige lukt op i Luften og 14/6: Hr. Regnar Petersens Fæstning paa St. Mortens Kirkeplads.

Det var et ekko af et slogan som oppositions­pressen i hovedstaden og på landsplan med held kørte 1903-04 mod den nye Venstre­regerings krigs­minister der også var oberst: Madsens kasematter. Da der 1911-14 kom flere soldater til Næstved, dæmpede Social-Demokraten sin principielle anti­militarisme; der var arbejds­pladser i garnisoneringen.

En tilsvarende dobbelthed finder vi hos Næstveds borgerskab: Tvangs­indkvartering af mandskab og især heste var en byrde, men militæret gav også omsætning. Problemet lettede vel noget da Næstved i årene efter 1. verdenskrig blev nedrustet, men helt løst blev det først 1940 med Gardehusar­kasernen.

17/4 2017