forside > her
Næstved er i de fleste henseender en typisk middelstor provinsby: I århundreder en teglhængt landsby, priviligeret til at brænde brændevin. I nutiden: Et halvt hundrede tusind indbyggere, banegård, havn, bibliotek, torv, to middelalderkirker, klosterkirke og et par nyere, to gymnasier, teknisk skole, handelsskole, AMU-center og sygeplejeskole men ingen højere læreanstalter.
Men byen har også sit særpræg. Det er vidtgående bestemt af Susåen, Sandbjerget, Skovkloster, soldater og sanering.
Beliggenheden mellem Susåen i sydvest og Sandbjerget i nordøst giver niveauforskelle og stejle gader. Den giver også grønne områder tæt på bymidten. I nordvest trak Skovklosters, det senere Herlufsholms jorder grænsen for købstaden der hvor nu Centerring Rådmandshaven løber.
var livsnerven. I middelalderen gav den glimrende besejlingsforhold kombineret med beskyttet beliggenhed indenskærs. Handelen blomstrede i nært samarbejde med de nordtyske hansestæder. Iflg. udskrivningen til borgervæbninger var Næstved i 1490 landets tredjestørste by, kun overgået af Malmø og København, iflg. byskattesatser i 1500-tallet lå den i toppen sammen med Malmø og Odense. Indtil 1555 var dens toldindtægter tredjehøjest på Sjælland, overgået af Helsingør og København. Næstveds stærke stilling i middelalderen ses i dag af ganske mange bevarede middelalderhuse, ikke kun de tre kirker, hvoraf Sct. Peder udmærker sig med sit fornemme kor, men også Helligåndshuset, Boderne, Kompagnihuset, byens første rådhus og Apostelhuset.
Men Suså blev også brugt til affald og mudrede til, samtidig med at skibene blev større og stak dybere. Reformationstidens opgør med hansestæderne ramte Næstved-købmændenes partnere. Næstved gik langsom i stå. Endnu o. 1600 vidner nogle bevarede gårde om velstand: Ridderhuset, Oberst Schwanes gård og det nu svært genkendelige Riddergade 6.
Det endelige knæk kom med svenskekrigene o. 1660. I 1728 var kun ét skib hjemmehørende i byen, i 1769 ingen. I 1824 var indbyggertallet faldet til kun 1600. Alligevel er der bevaret nogle få huse fra den periode, beskedne, men af kvalitet: Wulfs gård, nu Axelhus, Bryggergården, Riddergade 7; dertil et par større bindingsværksgårde: Apotekergården og Den Gamle Borgmestergård. Den lange stagnationsperiode betyder, at Næstved i dag har en forholdsvis lille bymidte.
Redningen kom fra oplandets storlandbrug. Lensgreve Christian C.S. Danneskiold-Samsøe til Næsbyholm blev grebet af tidens europæiske kanalbyggeri. Han ville gerne eksportere træ fra sine skove, især brænde til det voksende København. 1810-12 lod han Suså mellem Tystrup-Bavelse-søerne og Næstved uddybe og udrette til Den danneskioldske Kanal. Den skulle tage pramme der rummede 20 favne træ der så skulle udskibes fra Næstveds ladeplads Karrebæksminde. Men dér var besejlingsforholdene elendige. Mindegabet, indsejlingen mellem Enø og Longshave (en halvø på Sjællandssiden), var under permanent tilsanding, på havsiden havde man bygget brokar ud i vandet til de større dybder, men skibe måtte ofte losse og laste til pramme i åben sø. En kreds af købmænd arbejdede i forvejen på at forbedre disse forhold. Man ville forsætte kanalbyggeriet ved at grave en dybere kanal gennem Longshave. Den ejedes af Carl von Scheel Plessen til Saltø. Det lykkedes købstaden at opnå arvefæste til arealerne, og 1812-14 fuldførtes projektet, der også omfattede et havneanlæg mod Smålandshavet. Frederik 6.s reskript af 31/10 1837 tillod købmændene fra Næstved at bygge magasiner i det nye Karrebæksminde, oplægge varer der og sælge dem en gros.
Der kom da også god gang i udskibningen af træ, Danneskiold-Samsøes og andres. Men også på anden måde løstes havneproblemet på et heldigt tidspunkt. Næstved var klar til kornsalgstiden, der satte ind ved midten af 1830'erne. Byen er omgivet af fede jorder, drevet af overskudsproducerende, markedsorienterede storgodser. En del kunne endda prammes til byen ad Susåen. Nu kom fremgangen for alvor. Om den vidner de store købmandsgårde og pakhuse i byen, Wittusens, Det Røde Pakhus, Det Gule Pakhus, og også i Karrebæksminde fra 1840. Indbyggertallet voksede igen, Næstved fik igen en, nu ganske vist beskeden, egen handelsflåde. 1867 åbnede DFDS en dampskibsrute København - Stege - Vordingborg - Karrebæksminde.
Også den begyndende industri fik glæde af denne første kanal: Hermansens Jernstøberi fra 1846/47, fra 1906 De forenede Jernstøberier A/S (DEFOR eller DFJ); Maglemølle Papirfabrik fra 1872/75, fra 1899 De forenede Papirfabrikker, med egne kaj- og krananlæg ved Suså oven for Store Bro, nu Rådmandshaven; C.H. Knudsens tobaksfabrik på Axeltorv. Et par tekstilfabrikker og farverier i Farvergade udnyttede mere direkte Susåens vand på en måde, miljøstyrelsen ikke ville bifalde i dag. Fra o. 1875 blev korneksport en dårlig forretning, landbruget omlagde til mere forædlede produkter, især animalske. Også her var Næstved med: Bryggeriet Føniks fra 1889; Svineslagteriet fra 1896, fra 1899 Koopmanns Svineslagteri, på Oscarsvej; Næstved Kvægtorv og Offentlige Slagtehuse A/S fra 1923.
Den tids industrivirksomheder lå med deres dampmaskiner i eller nær bymidten. De fleste eksisterer ikke mere, ikke engang husene. Hermansens Jernstøberis bygninger blev revet ned 1991-92 og erstattet af et supermarked med bibliotek 2004. Den gamle Maglemølle Papirfabrik blev nedrevet 1980-81 for at give plads til kommunens nye administrationsbygning, kajen og et par krananlæg langs Suså står tilbage. Bryggeriet Føniks lukkede 1954/55 og er nu stærkt ombygget. Svineslagteriet bag det blev lukket i 1967 og nedrevet kort efter, på grunden står der nu rækkehuse. Kvægtorvet blev lukket i 1976, bygningen, der opr. var militær, bruges til blandet erhverv, slagteribåsene er revet ned og erstattet af en parkeringsplads.
Men havnen i Karrebæksminde var ikke den endelige løsning. Dér skulle varerne omlades og prammes til og fra byen, ca. 10 km. Det foregik mest ved håndkraft, stagning, i fladbundede pramme, dybden var kun 4 fod (ca. 1½ m). 1857-60 lod kommunen sejlløbet opmudre til 7½ fods dybde (ca. 2½ m) og anlagde en træksti fra Appenæs til Næstved. Omkr. 1870 tilbød en privatmand slæbning af pramme med dampbåden "Hekla". 1891 overtog kommunen flåden af pramme og anskaffede bugserdamperen "Susaa". Den kunne lægge skorstenen ned og således passere under Store Bro for at betjene Maglemølle Papirfabrik.
1935-38 imødegik byen den store arbejdsløshed og løste havneproblemet i ét hug med anlæggelsen af Næstved Havn. Susåen fra byen til fjorden erstattedes af en dyb, lige kanal. Det gav muligheder for en ny tids industri, symboliseret ved Nordisk Ventilator (Novenco).
er den nordvestligste udløber af den vældige Mogenstrup Ås. Dets yderste knold bebyggedes gradvis af Grønnegades Kaserne i løbet af 1800-tallet, sluttende med den nu nedrevne Høje Kaserne 1911. Ellers var det jernbanens ankomst i 1870, der endelig fik næstvederne til at grave sig genem sandet: Jernbanegade 1870, Teatergade ca. 1900, Østre Ringvej 1938-41, Farimagsvej 1967. Dermed var der også åbnet for bebyggelse, markant er Amtsgården fra 1888. Munkebakken mellem Teatergade og Farimagsvej indrettedes til park med friluftsteater i 1935 ved byens 800-års jubilæum. Neden for den, over for det nye rådhus, fik Sandbjerget, eller myten om det, sin egen skulptur.
29/11 1135 nævnes Næstved første gang i en overleveret skriftlig kilde. Det er et gavebrev udstedt af Roskildes biskop Eskil, og samtidig stiftelsesdokument for benediktinerklostret Næstved Sct. Peders Kloster, senere Skovkloster, senere Herlufsholm. Giverne er først og fremmest den fornemme fru Bodil og hendes 3 sønner Peder, Hemming og Jørgen. De skænker til oprettelse af klostret store ejendomme i Sydsjælland, på Møn og på Falster, bl.a. Sct. Peders Kirke i Næstved. Bodil selv giver desuden halvdelen af Lille Næstved, 1 1/4 bol i Store Næstved, halvdelen af skoven Ladby Ore og hendes mølle i Næstved. Sønnerne giver diverse strøgods, Peder Bodilsen som den ældste giver mest. Biskop Eskild supplerer ved at skænke bispetienden af Sct. Peders Kirke og adskillige andre kirker og besiddelser. Bodil og hendes sønner grundlagde ikke Næstved. De grundlagde klostret. Gavebrevet dokumenterer at Næstved allerede fandtes, med mindst en kirke, en mølle og adskilligt gods.
Bodil og hendes sønner var nært knyttet til kongerne Erik Emune og Erik Lam. 1140, kun 5 år senere, supplerede sidstnævnte med en mindst lige så generøs gave til klosteret og kirken: midsommergælden (den kgl. ejendomsskat) af Næstveds bygrunde, torveafgifterne af Næstveds torv, 3-marks-bøder og 40-marks bøder af Næstveds byting og ledingsfrihed. Især de to sidste privilegier er bemærkelsesværdige. Eneste modydelse var fri overfart for kongen og hans følge til Lolland og Falster. Privilegierne dokumenterer Næstved som handelsplads, retskreds og havn. Derudover rejser de nogle spørgsmål:
Var Næstved dermed Skovklosters, ikke kongens, by indtil reformationen 1536? Rasmus Nielsen (1925) svarede éntydigt ja - alle der har ment noget andet, tager fejl. Troels Dahlerup (1989) svarer nej: "i løbet af 1420'erne ser vi, at abbedens overherredømme afskaffes [...] købstadens retsstilling var den samme som landets øvrige byers". Palle Birk Hansen tilslutter sig snarest det sidste standpunkt, med en modifikation:
Lille Næstved, på nordvestsiden af Suså var det meste af middelalderen en del af købstaden, hvis vestlige indgang var en hypotetisk Vesterport i Lille Næstved. Først op mod 1500 udskiltes Lille Næstved som abbedens landsby, og kongens købstad fik byport ved Store Bro.
Hvornår blev Næstved købstad? Før 1274. Men spørgsmålet er måske mindre relevant på grund af byens særstilling. Fra senest 1280 havde byen sit eget segl og våbenskjold hvis udformning afspejler tilhøret til klostret og senere også til kongen.
Byens holdning til klostrets herredømme har sikkert været dobbelt. På den ene side var der konfliktmuligheder i massevis, se f.eks. borgmester Mogens Tuesens relation til Skovkloster i slutningen af 1400-tallet. På den anden side var man hinandens største kunde. Det har nok været ønskeligt at kunne spille kloster og konge ud mod hinanden.
Næstved har aldrig været befæstet. Godt nok omtales 1344-45, under Valdemar Atterdag, et fæstningsværk, Husvolden, men den har hidtil været anset for kortlivet. Ved årsskiftet 2005-06 blev dens jordiske rester efter alt at dømme identificeret, under Vordingborgvej og Platan Allé, hvor der nu står ældreboliger
Enevælden fra 1660 indførte en stående hær med faste garnisoner. Næstved var med korte afbrydelser garnisonsby 1684-2002. Ca. 1700 - 1923 og igen 1940 - 2002 var det især rytteri. I de første mange år brugte man privat indkvartering. Borgernes holdning var igen dobbelt: De klagede evindeligt over byrden med indkvartering af ryttere og især deres heste. Og de tjente penge på indkvartering og på leverancer.
Siden kom mange militære bygninger, især den store Grønnegades Kaserne, etableret 1799-1911, 1978 overtaget af kommunen og nu kulturcenter. Omliggende bygninger, Kvægtorvet og Militærhospitalet, bruges nu til andre formål. Der suppleredes i en årrække indtil 1923 med private kaserner. 1938-40 opførtes Gardehusarkasernen øst for byen. Den er nu også overtaget af kommunen.
er gået hårdt ud over Næstved. Det faste eksempel er Gøyernes Gård, oprindelig en adelsgård fra 1500-tallet, efterhånden stærkt ombygget og forfalden, nedrevet 1956. En længe er genopført i Den Gamle By i Århus. Også nedrivningen af Sanders, senere Wilh. Smiths, købmandsgård i begyndelsen af 1970'erne til fordel for forretningskomplekset Nørreport kan beklages.
Den ret hårdhændede fremfærd har givet Næstveds gader et uensartet præg: nyt og gammelt, højt og lavt side om side. Indtrykket er efter smag rodet eller varieret. Men der er masser af huse af høj kvalitet, både nye og gamle.
I 1990'erne gik Næstved under 4 gange:
Forbavsende nok er Næstved stadig i fin form.