1924 tilbyder konsul Julius Nandrup både staten og Næstved Kommune at købe Kompagnihuset som senest købmand Vald. Huus, Nandrups efterfølger i grovvarehandel, har brugt til oplagring. Huset er belagt med fredningsservitut.
I sommeren 1924 besøger borgmesterens partifælle, undervisnings- og kultusminister Nina Bang, Næstved og beser Kompagnihuset. Borgmester A.M. Kristensen meddeler hende at at byrådet vist nærmest er stemt for at rive bygningen ned for at få plads til en udvidelse af gaden. På byrådsmødet 22. juli foreligger et forslag fra Statens særlige Bygningssyn om, at staten erhverver Møntergården, sammen med en forespørgsel fra Kultusministeriet. Borgmesteren får enstemmig opbakning. Efterfølgende tilbyder kommunen Nandrup at købe huset under den forudsætning at fredningen hæves, og fraråder samtidig staten at købe huset fordi det er så forfaldent at en istandsættelse vil koste mindst 50.000. Uden at have slutseddel vedtager byrådet at sælge huset til nedrivning.
Foreningen til gamle Bygningers Bevaring sender dr.phil. Vilh. Lorenzen og en anden bygningssagkyndig til Næstved for besigtigelse. De findet at huset er absolut bevaringsværdigt, at fredningen ikke bør hæves, og at huset meget let kan istandsættes. I august-september 1924 køber foreningen i samarbejde med Statens særlige Bygningssyn huset for 8.000 kr. med støtte fra Ny Carlsbergfonden og erklærer at de straks til foråret vil gå i gang med istandsættelsen der kan klares for 10.000 kr. De ansætter den lokale arktitekt Tidemand-Dal til ogaven.
Arkitekten forsøger et kompromis: Fæhuset kan nedrives til fordel for en trafikregulering. Det bliver heldigvis ikke til noget. På sit møde 22. sep. 1924 afviser byrådet enstemmigt: Det er kun interesseret i at hele Kompagnihuset fjernes og giver plads for gaderegulering og bedre trafik til havnen. H. Andersen i byrådet: Jeg tvivler om, at den bygning nogensinde kan blive smuk. Den vil sikkert vedblive at være en gammel, grim og beskidt lade. Kommunalpolitikerne mobiliserer vox populi: På mødet 27. okt. foreligger et andragende fra grundejere og beboere i Kompagnistræde om at Møntergården kan blive fjernet. Byrådet vedtager enstemmigt at videresende det til Kultusministeriet sammen med et fornyet ønske om at fredningen hæves. I byrådets møde 22. dec. 1924 foreligger misteriets svar: Byrådet henvises til forhandling med ejeren, Foreningen til gamle Bygningers Bevaring. Bilagt er en erklæring fra Statens særlige Bygningssyn: Det ville være i højeste grad beklageligt, om en sådan nedrivning fandt sted. Som landets eneste bevarede middelalderlige kompagnihus har det så stor historisk værdi, at det i vort på profan middelalderlig arkitektur så fattige land afgjort ville være en kulturforringelse, om det blev nedrevet.
I samme møde vedtager byrådet så at give Foreningen til gamle Bygningers Bevaring et fornyet købstilbud. På byrådsmødet 9. feb. 1925 foreligger foreningens imødekommende svar - under forudsætning af, at ejendommen bliver behæftet med en fuldt ud betryggende fredningsdeklaration. Efter fornyede undersøgelser bl.a. ved kgl. bygningsinspektør Kristoffer Varming fastholder foreningen bevaring og istandsættelse der iflg. dr.phil. Vilh. Lorenzen kan ske uden statsmidler idet der er indkommet private tilskud, således 1.000 kr fra papirfabrikkerne.
Lokalt høres kun få røster for bevaring af huset. På Turist-, Forskønnelses- og Museumsforeningens generalforsamling 29. april 1925 undrer anlægsgartner Folmer Madsen sig over at foreningen medvirker aktivt til restaurering af Helliggejst, men er tavs om Kompagnihuset. I byrådets junimøde tager borgmester A.M. Kristensen til genmæle: Jeg vil dog gerne betone, at vi ikke, som der er nogen, der mener, er vandaler over for vore gamle bygninger. Det er der i Næstved tilstrækkelige beviser for, og det har vi da også bevist ved at bevilge 20.000 kr. til Helligåndshusets restaurering. Alle bebrejdelser for vandalisme er fuldstændig grundløse, fra hvilken side de end måtte komme.
I august 1925 vedtager byrådet endnu en henvendelse til ministeriet om at få hævet fredningen, denne gang dog kun med 11 stemmer mens 2 undlader at stemme. Forståelsen af at sagen er tabt, er så småt på vej.
I sep. 1924 har byrådsmedlem, skræddermester Chr. Elbo fremsat den idé at huset kan rykkes tilbage. Den arbejder udvalget for offentlige bygninger videre med, og på byrådsmødet i marts 1925 bliver den vedtaget som alternativ til nedrivning: Byrådet tilbyder at overdrage Foreningen til gamle Bygningers Bevaring en gratis grund, hvor foreningen kan opføre en tro kopi af huset. Alternativt at foreningen overdrager Næstved Kommune ejendommen for anskaffelsessummen til nedrivning; man skal alligevel senere fjerne bygningen af trafikale hensyn. Tilbuddet vedtages med alle stemmer mod Jens Andersen, der alene er imod den gratis grund. Endnu i februar 1926 forsøger byrådet at købe Kompagnihuset.
Senere på året foreligger arkt. Tidemand-Dals forslag til restaurering, mest akut sikring af den overhængende sydgavl. 25. aug. 1926 foretager kommunens bygningskommission besigtigelse. Næstved Tidende dagen efter:
Bygningskommissionen henviser sagen til politiet. Et flertal mener, at en sikring af gavlen ikke er mulig, og at den frembyder fare for offentlig sikkerhed. Politiet vil antagelig lade bygningen syne af en sagkyndig.
Nu bliver det for meget selv for Næstved Tidende der ellers ikke har støttet bevaring. 27. aug. skriver bladet:
Henvisningen til politiet er ikke blot en underkendelse af arkitekten, men også af bygningsinspektørens [Kr. Varmings] forslag.
Tidemand-Dal har bygget alderdomshjemmet for Næstved Kommune, nyder her omkring 1926 bred anerkendelse og kommer også senere til at løse store kommunale byggeopgaver. 7.sept. 1926 svarer han sagligt i Næstved Tidende:
Kan der skaffes penge, vil en stor reparation blive foretaget. Ellers nøjes man med en mindre reparation samt sikringsarbejdet. Gavlen frembyder ikke nogen som helst fare for nedstyrtning.
Herefter ses byrådet ikke længere at have modarbejdet bevaringen og restaureringen. Men nogen god taber var det ikke.
Tidemand-Dal har i tidsskriftet Byggeforum beskrevet arbejdet:
Ved hjælp af Dunkrafte og Kædetræk blev Vestmuren og en Del af Sydgavlen trukket en Del tilbage, men man maatte rive en Del af Overgavlen ned. Ved Genopførelsen forsynedes Gavlen med Kamtakker, hvilket også skete med Nordgavlen. Vinduesåbningerne blev restaurerede og forsynet med Vinduer i Stedet for Lemme, og Murværket blev renset for Kalkning, saa at det kom til at staa med sin blanke røde Mur ligesom Byens øvrige Middelalderbygninger.
Det var den tungeste del af restaureringen der først var helt færdig 1930. Vinduer og kamtakker (trappegavle) blev genskabt ret frit. Eksperter er enige om at det oprindelige hus har haft kamtakker, men også at facaderne var overkalkede.