Ostenfeldtsvej 7, bygget 1840
for Den Ostenfeldtske Stiftelse som bolig for 12 Enker eller Døttre af Embedsmænd eller Borgere. Licitationen blev holdt på grundlaf af færdigt udarbejdede tegninger, men arkitekten kendes ikke. Der har været gættet på Georg Kretz*; det er meget sandsynligt men ikke endeligt dokumenteret. Hovedentreprisen gik til murermester Mathias Petersen*, underentrepriser til tømrermester S.F. Hoffmann* og malermester J.Chr. Hökendorff. Fredet 1944.
En istandsættelse 2015 fjernede for en tid pudslaget og viste at huset er bygget af munkesten, rimeligvis genbrugt fra klosteret (nedenfor); nyklassicismen foretrak ellers de små flensborgsten der da også er brugt i gavltrekanterne på udhuset (ikke vist). Istandsættelsen gjorde facaden hvidkalket og vinduerne mørkgrønne. Sådan ser huset også ud på et foto fra ca. 1916; det er vel de oprindelige farver; nyklassicismen foretrak lyse facader. Midterpartiets diskrete fremrykning ses nu tydeligere. A.P. Møller Fonden betalte, Henrik Sperling var arkitekt, cand.jur. Ole Ingstrup formidlede. Det renoverede hus blev indviet 2/5 2016.
Malermester Christian Ostenfeldt* kom fra Sæby i Nordjylland. 1802 oprettede han ved testamente sin stiftelse dér, men 1816 flyttede han den til Næstved. 1823 købte stiftelsen Sortebrødregård som den nedrev 1840 for at opføre stiftelsens nye bygning. Vejviserne 1904 og 1920 giver et sammendrag af fundatsen:
(Lehnsgreve Danneskjold-Samsøe, Byfogeden, Sognepræsten og 3 af Byraadets Medlemmer.) Stiftelsen yder Fribolig for 11 trængende, over 50 Aar gamle, Enker efter hæderlige Borgere i Næstved (endvidere fri Brændsel, Læge, Medicin og en aarlig Pengesum).
Borgerskabets kvinder skulle så vidt muligt holdes fri af det hårde fattigvæsen med dets ydmygende bivirkninger. Selv om her gennemgående var (og er) 12 små lejligheder, boede her ofte flere enlige kvinder; eksempler nedenfor.
Christian Ostenfeldt så aldrig stiftelsens hus. Han døde i 1818 og blev begravet på Sct. Peders Kirkegård. Men da den kort efter blev sløjfet, overførtes hans jordiske rester 1850 til Sortebrødreanlægget, og der blev 1855 rejst et mindesmærke over graven.
I umiddelbar forlængelse af det der nu er husets nordgavl (t.h.) lå Sortebrødreklostret. De sorte brødre, dominikanerne, kom til Næstved før 1277 og byggede deres 4-fløjede kloster her. Det blev senere udbygget med ydre fløje mod syd, omtrent sammenfaldende med stiftelsens senere hovedbygning, og øst. Reformationen for hårdere frem mod tiggerklostrene end mod herreklostrene. 1531 plyndrede borgere klostret, 1536 blev det nationaliseret og kort efter omdannet til den lille herregård Sortebrødregård, hvis bygninger væsentligt var en ombygning af de tidligere udstikkerfløje mod syd og vest, den første altså næsten sammenfaldende med stiftelsens hovedbygning. Resten af klostret blev revet ned. Klosterkirken der havde dannet nordfløj i anlægget, stod stadig som ruin ved midten af 1700-tallet.
Arkitekt Georg Kretz* lavede tegninger af de tilbageværende dele af klostret 1835. Klosterfløjenes omrids er nu markeret i parkanlægget med lave hække, og der er opsat en tavle med en perspektivtegning med rekonstruktion af bygningerne, udført af Charlotte Klante for Næstved Museum hvis årsskrift Liv og Levn, årgangene 1989, 1991, 1992, 1994 og 1995 har solide artikler om Sortebrødreklostret.
Sortebrødregård lå ikke i Næstved købstad, ikke engang på dens markjord, men i Sct. Mortens Landsogn. Det galdt også stiftelsen. Først hen ved 1870, vel med 1865-matriklen, blev den indlemmet i markjorden men stadig ikke i den egentlige købstad.
Nyklassicismen var ikke så kedelig som den siden fik ry for. En af dens narrestreger var egyptisk-hellenistiske trapezformede portaler. Arkitekt Gottlieb Bindesbøll introducerede dem i Danmark med Thorvaldsens Museum (1839-48). Allerede 1840-41 dukkede de op her. Bygherren her havde vel hentet inspiration fra stiftelsen der var hans genbo indtil flytningen 1880. Senere eksempler er Købmagergade 14 og Østre Kaj 4.
Nogle beboere:
Den sociale baggrund var blandet. Efter 1922 boede her aldersrentenydere, pensionister og rentricer uden at der nødvendigvis har været større forskel. Der var overvægt af selvstændige.
En opsynsmand boede indtil 1901 eller kort efter i kælderen, så i en stuelejlighed med familien: